Sartres moderne menneske
Som den moderne eksistensfilosofis grundskrift er Væren og Intet (1943) et hovedværk indenfor det 20. århundredes intellektuelle kultur. Jean-Paul Sartre skitserer et moderne og rodløst menneske, der oplever friheden som en spændetrøje, og har på mange måder forgrebet vores moderne bykultur med dens individualisme, identitetssøgen og kropsbevidsthed. Med begreber som Frihed, Selvbedrag og Valg sætter Sartre for alvor eksistensfilosofien på dagsordnen i efterkrigstidens Europa. Hans skarpsindige analyser af grundtrækkene ved den menneskelige eksistens – selvbedrag, kropslighed, fremmedgørelse og frihed – karakteriserer præcist den moderne verden, som stadig i dag er vores vilkår.
De røgfyldte parisiske caféer
”Man mærker tydeligt, at denne bog ikke som Heideggers Væren og Tid udspringer af vandreture i Schwarzwald, men derimod af røgfyldte parisiske caféer. Man er dog ikke kun fordømt til friheden, men også til at være sammen med de andre, og Sartres ret så illusionsløse analyse af den mellemmenneskelige sfære, herunder kærligheden, hører til værkets klassiske og uomgængelige dele.” – Asger Brandt, Kristeligt Dagblad, 2008
ISBN: 978-87-88663-93-8. Bogen er udgivet på Forlaget Philosophia i 2013 og er på 754 sider.